I hele december måned sætter forfatteren Anders Rønnow Klarlund sig bag mikrofonen og indleder research-arbejdet til sin næste roman. En kontrafaktisk fortælling hvor den kontroversielle hovedperson skal lede os igennem det mest eksplosive århundrede i både kunstens og menneskets historie.
Forfatter og filminstruktør Anders Rønnow Klarlund debuterede i 2009 med romanen "De hengivne" - en fortælling hvor han fik skudt og dræbt filminstruktøren Anders Rønnow Klarlund.
Tilbage er nu bare forfatteren. Sidste år slog han sammen med Jacob Weinreich igennem på verdensplan med romanen "Den Sidste Gode Mand". Den vandt prisen for årets roman i Frankrig (Prix Relay), blev solgt til mere end tyve lande og har flere gange toppet bestsellerlisterne. Den udkommer i USA i foråret på Hemingways hæderkronede forlag Scribner.