Kronik - uge 9, 2012 - Bente Dalsbæk

Hver fredag afslutter vi ugen i Mødregruppen, med en kronik skrevet af forskellige kulturpersonligheder. I denne uge starter vi med vores egen hus-jurist, Bente Dalsbæk. Hun har skrevet et indlæg til debatten om den grove tone i Danmark, under titlen ”hvad fanden er der galt med kammertonen”. God fornøjelse!

Hvad fanden er der galt med kammertonen?

 2. marts 2012

Tre ud af fire i en undersøgelse for nylig siger, at vi taler grimmere til hinanden.  Som folkefærd opleves vi også som uhøfligere end andre og debattonen’ kaldes både skinger og hård. Mine egne uvidenskabelige undersøgelse viser klart, at det dér med at ’tale pænt’ ikke er særlig inkorporeret i den lokale folkeskole og omegn.  Der tales en art lokumslingo, som hverken er køn eller klædelig, men som bare heller ikke overrasker, hvis man ser på udbuddet af tilrådighedværende ’sprog-spejle’ i fjernsynet, på youtube, i blade, bøger, radio – og også hos andre voksne.

Men som min gamle jura-professor altid sagde: Her må sondres.  I dette tilfælde i sprog og opførsel. For  er et grimt sprog – det vil sige beklædt med bande- og skældsord, nødvendigvis lig et uhøfligt eller hensynsløst menneske? Vel ikke nødvendigvis? Jeg kender rigtig mange søde, omsorgsfulde mennesker, der ikke kunne drømme om at gøre en kat fortræd, men som taler som fordums havnearbejdere. Jeg selv inklusive, sagde sømandsdatteren.

Men det handler jo ikke om bare at bande, og derfor er der alligevel en indre sammenhæng mellem sprog og opførsel, tænker jeg: For den del af sproget, der ikke handler om bandeord og om at være lidt kulørt, den handler jo om, hvad vi ’du’tter andre med: Du er en perkerluderkællingbøsserøv,. Der fanden til forskel på at bande og så at kalde hinanden noget med det formål at trække den anden ned. I debatsammenhænge ’ duttes’ der på livet  løs: du er en klynkekussedebatluderspeltkælling  ingen nævnt ingen glemt… og de gør det alle sammen. Bitterfissen med helt åbne og meget kulørte kort, nåja på nær lige det med anonymiteten, og andre debattører pakker det ind i intellektualitetens fine gavepapir. Men der er stadig en lort indeni. Så er der vores politikere, hvor indtil flere kalder andre adskillige mennesker eller grupper idioter  i både blogindlæg og facebook-opdateringer, ’de brækker’ sig over hinanden og andre ’brækker’ sig over dem.

Et eller andet sted må den hensynløshed i sproget altså gøre noget ved os? Et eller andet sted mellem den pågældende og tastaturet må der indtræde en eller anden ligegyldighed for, hvordan det føles at være i den anden ende af sådan en svada. Og det er måske netop tastaturet, der er en af synderne. Ville vi virkelig tale sådan til hinanden i real-life? Jo, I Paradise Hotel, Divaer i Junglen eller hvad der nu er på tv-tapetet. Men det er jo reality, så det skal vi ikke tage som parameter for noget. Eller skal vi?

Jeg må indrømme, jeg kører lidt træt i alt det ’dutteri’. Jeg får det lidt som Ebbe Rohde i en old-gammel film: ’Harry og Kammertjeneren’. Rohde er kammertjeneren, der åbner døren for en spruttende, rasende huslejeopkræver, der lader munden løbe. Kammertjeneren måler ham fra top til tå og siger så: ’Såfremt De ønsker at tiltale min person yderligere bedes De anlægge en ganske anden tone.’ Jeg slipper aldrig af med mine sprogtidsler fra bandeordenes baghave, men jeg må alligevel spørge: hvad fanden er der egentlig galt med kammertonen?