Programetik

Herunder kan du læse Radio24syvs programetiske retningslinjer

Radio24syv er en public serviceradio med en troværdig, alsidig, uafhængig og mangfoldig programflade. Vores forpligtelse er at levere journalistik og radioprogrammer af høj kvalitet i alle de forskellige formater og genrer, Radio24syv sender. Vores ambition er at levere tankevækkende programmer, der oplyser, underholder og skaber debat. Vores målsætning er, at medvirkende og kilder oplever en ordentlig og fair behandling i Radio24 syv.

Nyheds- og aktualitetsprogrammer på Radio24syv er seriøse, upartiske og redigeret efter væsentlighed. Dog gælder særlige regler og standarder om upartiskhed, for de programmer på Radio24syv, hvor værterne netop er ansat med markante holdninger og værdier.

Radio24syvs programetik skal sikre den journalistiske og programmæssige kvalitet i Radio24syv.

Radio24syvs programetik skal opfattes som mindstekrav, og samtlige redaktionelle medarbejdere og ansatte hos Radios 24syvs eksterne programleverandører er forpligtet til at sætte sig ind i programetikken.

Klik her for at hente Radio24syvs programetiske retningslinjer som PDF.

Indhold:

Behandling af kilder

Radioprogrammer med konflikter og/eller interessemodsætninger må som udgangspunkt ikke være baseret på én kilde. Begge - eller alle relevante - parter i en sag skal så vidt mulig kontaktes og have mulighed for at komme til orde.

Hvis en kilde/part ikke ønsker at udtale sig, eller hvis det ikke har været muligt at træffe en relevant kilde/part, bør det fremgå af programmet. I de situationer skal vedkommende så vidt mulig have oplysninger om, hvornår programmet/indslaget sendes

Kilders synspunkter skal refereres loyalt og med klar angivelse, når der er tale om citater, og kilden skal orienteres om, i hvilken sammenhæng på Radio24syv synspunkterne kan bruges. Når kilder vælger at udtale sig via mails eller via pressetalsmænd, herunder spindoktorer/pressetalsmænd, skal dette fremgå af indslaget eller udsendelsen.

Journalister/programmedarbejdere skal udvise respekt og tage særlige hensyn, når kilder er uvante med at udtale sig til pressen. Oplysninger, der krænker privatlivets fred, bringes ikke med mindre væsentlig interesse vejer tungest. Radio24syvs journalister og programmedarbejdere kan tale med kilder til baggrund, men skal forud for samtalen klart aftale, om det er til citat eller baggrund.

Radio24syv beskytter sine kilder. Kildebeskyttelse gives efter grundige overvejelser om sagens betydning, kildens situation, kildens viden og interesse i sagen og kildens betydning for at sagen kan fremlægges. Beslutningen om kildebeskyttelse sker altid efter aftale med Chefredaktionen, der skal kende kildens identitet.

Radio24syv anvender kun anonyme kilder i situationer, hvor en sag ellers ikke kan udredes, og sagen vurderes at have tilstrækkelig offentlig relevans, og kun efter forudgående aftale med chefredaktionen. Anonyme kilders udsagn må ikke fremstå som verificerede, med mindre de er bekræftet af en anden uafhængig kilde. Det er journalistens/programmedarbejderens pligt at sikre, at kilden ikke kan identificeres i udsendelsen.

Citater og genudsendelser

Som udgangspunkt skal historier/lydklip/citater kunne bringes i alle Radio24syvs programmer.

Dog må interviews/lydklip og citater ikke bruges i en programmæssig sammenhæng, der radikalt adskiller sig fra den kontekst, hvori materialet oprindeligt blev anvendt og/eller anvendes på en sådan måde, at den medvirkendes troværdighed og omdømme kompromitteres. En undtagelse herfra er, hvis interviews, lydklip/citater bringes i en klar satiremæssig sammenhæng.

I særlige tilfælde kan interviews, lydklip/citater klausuleres, så de kun bringes i den oprindelige sammenhæng. Dette aftales altid med Chefredaktionen.

Forholdet til offentlige myndigheder 

Enhver henvendelse fra offentlige myndigheder om udlevering af eller adgang til ikke udsendt programstof skal straks videregives til Chefredaktionen på Radio24syv. Det gælder også, når offentlige myndigheder henvender sig til Radio24syv eksterne samarbejdspartnere.

Bliver en medarbejder fra Radio24syv bedt om at afgive forklaring til politiet om arbejdsrelaterede begivenheder, skal medarbejderen kontakte Chefredaktionen. 

Journalistik på Radio24syv

Vi efterlever Reglerne for god presseskik i Medieansvarsloven. Journalistikken i Radio24syv programmer skal være kritisk, fordomsfri og fair. Journalister og programmedarbejdere skal have en kritisk indstilling til kilder, og kilders motiver og egeninteresser skal til enhver tid indgå i den journalistiske vurdering af en sag.

Medarbejdernes egne holdninger må ikke have indflydelse på, hvordan vi researcher og fremlægger en sag.

Overskrifter, trailere og programtekster skal have dækning i research og dokumentation.

Radio24syv har programmer – primært i debatgenren – hvor værter er ansat med markante holdninger og værdier. For disse programmer gælder særlige og lempelige krav til upartiskhed og alsidighed.

Journalistisk integritet

På Radio24syvs Nyheds- og aktualitetsredaktion må journalisters/programmedarbejderes habilitet ikke kunne drages i tvivl. Dette vedrører forhold af både politisk, ideologisk og økonomisk art. Derfor bør journalister og værter i Nyheds- og aktualitetsredaktionen ikke kunne forbindes med bestemte politiske holdninger eller være medlemmer af foreninger, politiske partier eller andet, der kan drage deres journalistiske integritet og motivation i tvivl. Er medarbejderen i tvivl drøftes sagen med Chefreaktionen, der derefter beslutter om forholdet skal have indflydelse på medarbejderens arbejdsopgaver.

Medarbejdere der opstiller til folketings-, regions-, kommunal- eller EUparlamentsvalg skal give Chefredaktionen besked.  Det gælder også ansatte hos Radio24syvs eksterne programleverandører. Der vil så ske en vurdering af om dette skal have betydning for medarbejderens arbejdsopgaver.

Journalister/programmedarbejdere/chefer ansat specifikt på eller med ansvar for programmer, der at behandler emner, der kan påvirke aktiekurser, må ikke eje aktier i danske virksomheder eller i selskaber, der er noteret på børsen i Danmark. Deltagelse i aktiespil og lignende er heller ikke tilladt. En undtagelse herfra er eksperter/

Konsulenter, som i deres ansættelse på Radio24syv skal medvirke i programmer med netop handel med aktier, optioner og værdipapirer.

Hvis Danmark deltager i en krig eller en væbnet konflikt, har Radio24syv et særligt ansvar for at sikre, at væsentlige historier af samfundsmæssig betydning ikke undertrykkes. Dog skal Radio24syv være bevist om, hvilken betydning og effekt og konsekvens, oplysninger om landets eller enkeltpersoners sikkerhed kan have. Beslutningen om, hvordan Radio24syv agerer i en konkretet situation er alene en beslutning for Chefredaktionen på Radio24syv. 

Arbejder journalister på Radio24syv ”embedded” af en af de stridende parter, skal dette fremgå af programmet/indslaget – herunder hvilke omstændigheder, betingelser og begrænsninger der i øvrigt gælder for journalistens arbejde. Beslutning om hvorvidt Radio24syv benytter ”embedded”-journalister kræver godkendelse af Chefredaktionen.

Medvirkende

Journalister/programmedarbejdere skal sikre, at medvirkende i Radio24syvs programmer er fuldt og klart oplyst om præmisserne og vilkårene for deres deltagelse. 

Radio24syv betaler ikke kilder for oplysninger og leverer heller ikke på anden vis tjenester eller ydelser, der kan kompromittere Radio24syvs troværdighed i bestræbelser på at opnå information.

Hvis Radio24syv i forbindelse med omtale af personer, institutioner eller virksomheder bringes udtalelser, der kan opfattes som ærekrænkende eller skadelige skal sagen være af væsentlig betydning, og Radio24syvs medarbejdere skal i de situationer være ekstra grundige med dokumentation for at undgå misforståelser og sikre at alle relevante facts fremlægges. Hvis der fremsættes krænkende udtalelser i et direkte program, skal værten gribe ind og beklage.

Radio24syv accepterer som udgangspunkt ikke krav om særlige betingelser eller krav, der medfører, at Radio24syv mister den fulde og uindskrænkede redigeringsret.  Accepterer Radio24syv helt undtagelsesvist særlige betingelser, skal det altid godkendes af Chefredaktionen og det skal altid fremgå af sammenhængen.

Dog anerkender Radio24 krav fra medvirkende om at kunne rette eventuelt faktuelt forkerte oplysninger.

Radio24syv programmer udviser respekt ved dødsfald, ulykker mv. Kun i særlige tilfælde af offentlig interesse kan journalister/programmedarbejdere opsøge nære pårørende. Radio24syv navngiver ikke folk, før nærmeste pårørende er underrettet. Selvmord eller selvmordsforsøg omtales ikke, medmindre der er en klar almen interesse i sagen – og så skal omtalen være så skånsom som muligt. 

Børn og unge under 18 år kan ikke give bindende tilsagn om medvirken i Radio24syvs programmer. Tilladelsen skal gives af den person, der har forældremyndigheden eller en værge. Foregår optagelserne på en institution eller lignende skal institutionens samtykke indhentes, og der skal udvises særlige hensyn i forhold til de medvirkende. Børn og unge under 18 år kan dog medvirke efter eget valg, hvis hensynet til deres ytringsfrihed taler herfor

Radio24syv skildrer virkeligheden og opsøger nyheder, mennesker og begivenheder, der er af væsentlig betydning og har interesse for vores lyttere. Det kan betyde, at Radio24syv sender eller bringer lydoptagelser fra voldsomme begivenheder eller med personer i udsatte situationer, chok eller lignende. Brugen af sådanne optagelser og interviews skal ske med omtanke og bringes kun, hvis journalistiske grunde taler herfor. Forud for brugen af sådanne optagelser skal hensynet til eventuelle pårørende vurderes. I tvivlstilfælde er det Radio24syvs Chefredaktion, der træffer afgørelse. Radio24syv bringer oplysninger og lydoptagelser fra åbne konti på sociale medier, når dette findes relevant.

Radio24syv kan vælge at bringe oplysninger og lydoptagelser fra helt eller delvist lukkede konti på sociale medier, når dette findes relevant, er af væsentlig betydning og materialet ikke kan tilvejebringes på anden vis. Det påhviler redaktionen at foretage en omhyggelig validering af materialets oprindelse samt en afklaring af rettighedsspørgsmål.

Radio24syv forbeholder sig ret til at moderere i blogs, indlæg på hjemmesiden eller på andre medieplatforme således at fejlagtige, injurierende eller underlødige oplysninger rettes eller slettes. Det er den enkelte bloggers ansvar at moderere blogindlæg.

Regler for retsstof

Radio24syv oplyser som udgangspunkt ikke navne eller oplysninger, der kan identificere personer anholdt af politiet eller sigtet/tiltalt for lovovertrædelser og forbrydelser. I særlige tilfælde hvor sagen har stor offentlig betydning og interesse eller hvor den pågældende person selv står frem kan Radio24syv vælge at oplyse navn eller oplysninger der kan identificere vedkommende. En sådan afgørelse skal altid godkendes af Chefredaktionen.

Radio24syv navngiver ikke personer, medmindre de er idømt minimum en 6 måneders ubetinget fængselsstraf, og sagen har en vis samfundsmæssig betydning.

I sager, hvor offentligheden har betydelig interesse, kan Radio24syv vælge at offentliggøre navne, selv om straffen er mindre end 6 måneders ubetinget fængsel. Det kan være personer, der bestrider offentlige hverv eller som på anden vis har været stærkt eksponeret i mediebilledet i væsentlige sager. En sådan afgørelse skal altid godkendes af Chefredaktionen.

Radio24syv kan vælge at navngive dømte personer, der har udstået deres staf, hvis straffen har været minimum seks måneders ubetinget fængselsstraf, og oplysningerne vurderes at have samfundsrelevans og/eller relevans for nye oplysninger, vi eller andre frembringer om personen. Radio24syv respekterer navneforbud nedlagt at domstolene. I det tilfælde, at påstand om navneforbud afventer domstolens afgørelse, redigeres som om der er navneforbud.

For retsreportage og politistof gælder, at journalisterne udviser særlig omtanke i forbindelse med at nævne personers slægtsforhold, stilling, race, nationalitet, trosbekendelse, seksualitet eller organisationsforhold, medmindre dette direkte har noget med sagen at gøre.

Reklamer

Radio24syv er en public serviceradio uden reklamer. Alle medarbejdere og samarbejdspartnere skal være opmærksomme på enhver form for skjult reklame i radioens programmer.

Indslag der eksponerer varer eller tjenester skal være redaktionelt begrundet.

Radio24syv kan på hjemmeside og sociale medier - ud fra en redaktionel overvejelse - vælge at eksponere direkte henvisninger til firmaer, hjemmesider eller telefonnumre. 

Rettelser

Rettelser/berigtigelser af oplysninger i et radioprogram på Radio24syv skal bringes hurtigst muligt og helst senest dagen efter eller i det næste radioprogram af samme type. Rettelser sendes på samme tid og ugedag som den oprindelige fejl er udsendt. Væsentlige rettelser og kendelser medfører også rettelser af programmer i Radio24syvs arkiv.

Skjulte optagelser

Alle journalister/programmedarbejdere på Radio24syv arbejder under fuld og åben identitet. Radioprogrammer og indslag må som udgangspunkt ikke være frembragt ’under cover’, og alle lydoptagelser til udsendelse i Radio24syv skal som udgangspunkt være optaget på lovlig vis, med mindre særlige forhold gør sig gældende eller en sag af væsentlig offentlig interesse ikke kan afdækkes på anden vis. Enhver form for journalistisk arbejde ’under cover’ eller brug af skjulte lydoptagelser/ oplysninger frembragt ”under cover” skal altid godkendes af Chefredaktionen.

Personer, som er udsat for skjulte lydoptagelser eller journalistisk arbejde ’under cover’ skal som udgangspunkt, og hvis det er muligt altid forelægges optagelserne/historien, inden det sendes eller på anden måde offentliggøres. Undtagelser fra dette skal ligeledes godkendes af Chefredaktionen.

For lydoptagelser gælder, at hvis journalisten/programmedarbejderen optager en telefonsamtale med henblik på at offentliggøre interviewet, skal kilden enten oplyses om dette, inden interviewet finder sted, eller efterfølgende give sin accept til offentliggørelsen. En undtagelse kan være, hvis optagelsen har stor samfundsmæssig interesse. Undtagelser skal altid godkendes af Chefredaktionen.

Radioprogrammer og nyhedsindslag må ikke være produceret med journalisten eller programmedarbejderen som agent provocateur, hvor journalisten/programmedarbejderen forleder personer/kilder til handlinger, de ellers ikke ville have udført, eller ved at de er opfordret eller tilskyndet til ulovligheder.

Sproget i Radio24syv

Radio24syv er en taleradio. Derfor tilstræber vi et uformelt og levende talesprog, der afspejler dialekter, accenter og sociolekter. I Radio24syvs nyhedsudsendelser tilstræbes et klart, tydeligt og forståeligt dansk.

Radio24syvs medarbejdere skal modvirke sproglig forråelse og undgå sexistisk og diskriminerende sprog.

Radio24syv sender mange timers direkte debat og diskussion. Det indebærer at sproget til tider er engageret og kraftigt og indeholder bandeord og slang.

Sociale Medier

Radio24syvs guidelines for medarbejdernes private brug af og optræden på sociale medier skal sikre stationens status som en troværdig og uafhængig public service station. Guidelines skal minimere risikoen for, at medarbejdernes personlige holdninger og ytringer, kommer til at stå i stå i vejen for arbejdet som troværdige journalister og programmedarbejdere.

Alle medarbejdere på Radio24syv og hos radioens samarbejdspartnere skal udvise stor forsigtighed ved omtale af interne og kollegiale forhold på sociale medier. Radio24syv tolererer som udgangspunkt ikke illoyale eller urigtige oplysninger om radioens forhold og krænkende omtale af radioens medarbejdere fremsat i offentligheden..

Alle medarbejdere på Radio24syv og hos radioens samarbejdspartnere skal ligeledes udvise stor omtanke ved kommentarer, kritik og meningstilkendegivelser om personer og samfundsforhold. Radio24syv respekterer medarbejdernes ytringsfrihed, men ønsker at sikre, at medarbejdernes brug af de sociale medier ikke beklikker hverken Radio24syvs status som uafhængig public service radio eller medarbejdernes muligheder for at arbejde som troværdige journalister og programmedarbejdere på radioen.

Der stilles krav om særlig omtanke ved brugen af de sociale medier for de journalister og værter, der er beskæftiget med Nyheder og aktualitetsprogrammerne 24syvMorgen, 24syv Eftermiddag og Weekendtillægget.

Dog gælder særlige regler og standarder om meningstilkendegivelser for de værter på Radio24syv, der netop er ansat med markante holdninger og værdier.

Når journalister og programmedarbejdere anvender sociale medier som arbejdsværktøj skal det ske åbent og med klar angivelse af identitet og formål.